Hestepraksis


Gå til indhold

Vaccinationer

Ydelser

VACCINATIONER:

Man vælger at lade sin hest vaccinere, for at den selv skal danne et højt indhold af antistoffer i blodet, således at den er maksimalt beskyttet, hvis den skulle møde den pågældende sygdom. Herved er kroppen beredt på infektionen, fordi der allerede er antistoffer i blodbanen. En kraftig infektion kan godt "bryde igennem" også hos vaccinerede heste, men sygdomsforløbet har et meget mildere forløb.
Føllet får antistoffer mod forskellige sygdomme igennem råmælk fra hoppen, idet antistofferne kan passere fra mave-tarmsystemet over i blodet hos det helt unge føl. Disse antistoffer benævnes maternelle antistoffer. Det er vigtigt, at hoppen vaccineres 1-2 måneder før folingen både mod influenza og stivkrampe. Således er hoppens antistofniveau højt på selve folingstidspunktet. Dette giver den bedste beskyttelse af føllet. De maternelle antistoffer bevarer deres virkning i 5-6 måneder. Føllet begynder opbygningen af sit immunapparat gradvist efter fødsel, men de maternelle antistoffer er opbrugt efter 6 mdr. Hvis føllet herefter ikke vaccineres, er det altså ikke beskyttet mod en infektion med de pågældende virus
Brugen af de traditionelle vacciner, forudsætter, at indholdet af de maternelle antistoffer skal være væk på vaccinationstidspunktet. Derfor vaccineres føllet første gang i 6. måned.

NYE VACCINATIONSREGLER:
Dansk Ride Forbund opdaterer pr. 1/1 2013 reglerne for basis-vaccination af heste, der skal starte stævner under Dansk Ride Forbund. Reglerne for basis-vaccination af heste bliver enslydende med FEI's regler.
Vaccinations-strategien opdateres på baggrund af nyeste forskning omkring hestenes immunstatus ved forskellige vaccinations-strategier, hvor den nuværende strategi har vist sig ikke at være fuldt dækkende.

Heste der er basis-vaccineret efter 1. januar 2005 skal være vaccineret efter følgende strategi:
Basis-vaccination: To vaccinationer med 21-92 dages mellemrum
Booster-vaccination: Én vaccination indenfor 6 måneder og 21 dage efter den anden basis-vaccination.
Herefter skal hesten vaccineres årligt (indenfor 365 dage efter sidste vaccination). Der skal gå mindst 7 dage fra en hest er vaccineret og til den ankommer til stævne.
Heste der er basis-vaccineret før 1. januar 2005, hvor de årlige re-vaccinationer er regelret fulgt, skal ikke have ny basis-vaccination, men må fortsat starte på baggrund af to basis-vaccinationer med 21-92 dages mellemrum.

Overgangsordning
Indtil 1/1 2013 kan hestene starte nationale stævner på baggrund af de gamle vaccinationsregler. Herefter skal alle heste, som er basis-vaccineret efter 2005, være vaccineret i henhold til de nye regler.


Internationale stævner under FEI
For heste der skal starte internationale stævner under FEI, gælder samme regler som beskrevet ovenfor. Reglerne er allerede gældende. Hestene skal dog også være vaccineret indenfor 6 måneder og 21 dage (halvårligt) før stævnestart.


Vaccinationsprogram for stivkrampe:

I praksis vil man ofte anvende en kombinationsvaccine, der medfører beskyttelse mod både influenza og stivkrampe. Dette bevirker, at vaccinationsprogrammet for influenza følges, således at der ikke sker forglemmelser i de enkelte vaccinationsprogrammer. Herved sikres, at hesten er godt beskyttet mod stivkrampe, hvis den får et dybt stiksår f.eks. i forbindelse med indtrådt søm.

Vaccinationsprogram for virusabort:

Her vaccineres også som ved influenza begyndende med en basisvaccination og derefter revaccinationer hvert ½ år. For de drægtige hoppers vedkommende gælder, at de vaccineres i 5., 7. og 9. måned af drægtighedsperioden. goldhopper, der er i kontakt med drægtige hopper, vaccineres efter samme plan som de drægtige hopper, f.eks. september, november og januar.

Er der en risiko ved at undlade vaccination?

Ja! Risikoen er dels for den enkelte hest, men også for hele hestebestanden.
Det er almindeligt kendt, at hvis en sygdom rammer en bestand med et lavt immunforsvar overfor den pågældende sygdom, får sygdommen et meget alvorligt forløb.
Dette vil være tilfældet, hvis hestene ikke er tilstrækkeligt vaccinerede mod influenza. Det vil medføre alvorligere og længerevarende sygdom for den enkelte hest. Influenzaepidemier optræder med jævne mellemrum. For stivkrampens vedkommende dør halvdelen af de heste, der udvikler sygdommen. Korrekt vaccinerede heste får meget sjældent stivkrampe, og hvis de gør, overlever de kun, fordi de tidligere har været vaccineret.

Er der risiko i forbindelse med vaccination?
Normalt er der ikke nogen risiko forbundet med selve vaccinen. Der vaccineres mange heste årligt, og meget få heste udvikler reaktioner.

Lette bivirkninger: Den hyppigste reaktion på vaccinen er at nogle heste, specielt føl reagerer med træthed den dag, de er vaccineret. I løbet af en dags tid er de dog som hovedregel sig selv igen.
- Egentlige reaktioner: Yderst få heste er allergiske overfor vaccinationen. Hestene reagerer ikke overfor selve vaccinen, men derimod overfor det bærestof, som vaccinen indeholder, også kaldet adjuvansen. Disse heste udvikler indenfor et kort tidsrum, som regel under 10 minutter, anafylaktisk chok overfor vaccinen. I de tilfælde er det vigtigt at kontakte dyrlægen øjeblikkeligt, således at hesten kan behandles hurtigst muligt.

Disse meget sjældne tilfælde med komplikationer, skal sammenlignes med de kvaler og sygdomme, som en ikke-vaccineret hestebestand skulle gå igennem, hvis man valgte at undlade at benytte denne forebyggende behandling.

Du skal kontakte din dyrlæge hvis:
Din hest efter vaccinationen får vedvarende høj feber og næseflåd og puster eller på anden måde virker sløj.
Du beslutter dig for, at din hest skal vaccineres.
Du lige har overtaget en hest, og du ikke kender hestens vaccinationsstatus. En sådan hest skal basisvaccineres.
Din hest ikke er vaccineret og skal indsættes på rideskole. Bemærk at vaccination bør foretages 1 måned før flytning.
Din hest ikke er vaccineret og skal deltage i konkurrence eller løb.
Din hest ikke er vaccineret og skal deltage i dyrskue eller anden form for udstilling.









Retur til indhold | Retur til hovedmenu